Mit næstsidste besøg på Det Kgl. Bibliotek er nu en realitet.

Denne gang trawlede jeg en masse ungdomsblade igennem for at finde annoncer fra PlayStations lancering i Danmark.

Altid hyggeligt at mødes med alle de andre ’forskertyper’ i den lukkede hule bag vagten og glasdøren. Måske var jeg faktisk den eneste, der kiggede på papir i farver?

I løbet af de sidste par uger har jeg arbejdet på kapitlet om PlayStations lancering i Danmark. Det er samtidig et af de sidste kapitler, jeg mangler at færdiggøre, og mit besøg på forskersalen var målrettet annoncer fra det danske reklamebureau Umwelt. Det lykkedes mig at finde mange af dem, og der er rigtig mange, der i bedste PlayStation-stil bryder med normen for den type annoncer for videospil, man hidtil havde set.

Jeg havde også lånt lidt ekstra materiale fra PlayStation 2-tiden, selvom det går ud over den tidsperiode, som jeg ellers arbejder ud fra i bogen.

Ifølge en undersøgelse fra Vilstrup Research fra juni 2002 med 300 personer i alderen 15-35 år kan man læse, at 97 % af de adspurgte kendte til PlayStation 2 – 41 % havde desuden prøvet konsollen. 45 % foretrak PlayStation 2, mens tallene for Xbox og GameCube lå på henholdsvis 8 % og 2 % (de manglende procenter er ’ved ikke’).

PlayStation 2 landede efter nogle gode år med over 1,7 millioner solgte PlayStation 1-konsoller i Norden. Flotte tal!
I dag, fredag den 13 (!), kan du finde mig i Bella Centret til Copenhagen Gaming Week, hvor Mads fra Nintendopusheren har inviteret mig ud til lidt retrospil på de mange maskiner, som han sammen med Bobby fra Ruben og Bobby har kørt i stilling i det store retroområde.

Vi ses måske foran skærmen?

/ Mike