En decemberopdatering med en lille giveaway!
Det har været et klart mål at gøre bogen så visuel som overhovedet muligt, og det har i mange tilfælde været en kamp at finde frem til relevant visuelt materiale. Med stædighed kommer man langt, og en stor portion tålmodighed gør også underværker.
Men der er historier, som desværre udgår, fordi det ikke er muligt at finde relevant materiale – eller materiale af høj nok kvalitet. Sådan er det. Men guderne skal vide, at jeg har kæmpet som en gal for, at det skulle lykkes. Og jeg kæmper sådan set til det sidste, men jeg nærmer mig point of no return.
Jeg sidder dog også med en fornemmelse af, at jeg i nogle tilfælde har for meget visuelt materiale. Et ægte luksusproblem. Begrænsningens kunst. Det er næsten lige så svært at skulle sortere fra. En underlig følelse at sidde med, for det lå bestemt ikke i kortene, at det var dér, jeg skulle ende.
Men nok om det. Nu til lidt julehygge.
Der er næsten 400 personer, der har tilkendegivet, at de følger mit arbejde med at færdiggøre bogen på Facebook. Vildt! Det vil jeg gerne sige tak for, og derfor laver jeg en lille giveaway-lodtrækning på Facebook-siden.
Og hvilken tid på året er bedre end julen til at ønske sig en badebold? Nej, vel? Sjovt nok har jeg en badebold i overskud fra de gode gamle dage. Den har endda aldrig været pakket ud af sin originale indpakning – og har i øvrigt aldrig været et salgsemne. Jeg tør godt sige, at der kun findes et meget begrænset antal af disse badebolde i Danmark med Game Boy’en og teksten: “Let at have med sig – svær at lægge fra sig!”
På billedet foregår der et eller andet. Jeg er lidt usikker på hvad, men måske har du svaret?
For at deltage i min jule-giveaway-lodtrækning skal du blot like opslaget. Hvis du vil have et ekstra lod i puljen, så giv også et bud i kommentarfeltet på, hvad der foregår på billedet.
Like og/eller kommentar skal være afgivet senest torsdag den 18. december. Jeg forbeholder mig retten til kun at sende til danske adresser – der er flere følgere fra de andre skandinaviske lande, men I har jeres egne badebolde.
Lodtrækningen kommer til at foregå live her på siden efterfølgende – så stay tuned.
Det er da julehygge to the max!
/ Mike


